Mandag den 12. september 2022 var den dag vi havde set frem til siden midten af marts, hvor vi bestilte rejsen.

Min rejsekammerat Bo måtte dog afsted uden sin egen riffel. Politiet havde været 4 måneder om at forny Bo’s våbentilladelse, og herefter ventede han over 2 måneder på et nyt EU våbenpas - som aldrig nåede frem (er i skrivende stund stadig ikke kommet…). Bo måtte derfor leje en riffel hos agenten i Irland – det viste sig faktisk at blive en meget positiv udgang – herom lidt senere.

Wicklow er et bjergområde i det østlige Irland, ca. 1 ½ times kørsel syd for Dublin. Højeste punkt er Lugnaquilla på 925 meter. Området er noget af en naturperle og er meget besøgt af vandrere, der på lørdage og søndage godt kan have en mindre indvirkning på jagten.

Vi var indkvarteret på Glenmalure Lodge, der er et mindre hotel med al den hygge man kan ønske sig:
God, solid irsk mad, godt øl - hvor Guniess og IPA Wicklow Wolf kan anbefales, men man kunne også få Heineken hvis man hellere vil have det.
Glenmalure er også samlingspunkt for de lokale i området, der kommer for at spise og få en eller et par pints.
Torsdag og lørdag var der levende Irsk folkemusik, hvilket ikke gjorde den ellers gode stemning dårligere – tvært imod.

Kommer man som os inden brunsten, skal man ikke bare være indstillet på at arbejde noget for at finde de store hjorte, men også på lange skud.
Det er her leje af riffel til Bo kommer ind som det helt positive, men vi venter lidt endnu med den historie.

Selv om der er flere meget stejle steder, er der også gode muligheder for jægere som os, der ikke er bjergbestigere og som er i en moden alder, hvor konditionen har været bedre, til at pürsche rundt i det smukke terræn.
De lokale stalkere er meget professionelle, og har forståelse for den manglende kondition. De går gerne langsomt, venter gerne og holder også pause om nødvendigt.

I området er der en meget stor og tæt bestand af sika, og det er ikke ualmindeligt, at man på et enkelt punkt, kan se op mod 100 sikaer, der kommer ned i området for at esse.
Bo så knapt så mange dyr som jeg, men jeg brugte også 3 aftener på samme spotpunkt, som netop var et område sikaerne rigtigt gerne ville besøge. Her havde vi den første aften set en rigtig god hjort, men den var ikke jagtinteresseret.

Bo var mere på den anden side af dalen, hvor han tirsdag aften fik chancen for til en rigtig fin hjort. Desværre sker der det, at den bliver væk for Bo, mens han indretter sig i liggende skydestilling med den lejede riffel, der var forsynet både med skydeben foran og kliktårn.
Bo får lagt sig til rette, stalkeren har indstillet kliktårnet, men hjorten er forsvundet i en lille grøft eller slugt neden for (meget stejlt). Pludseligt kommer hjorten frem, og Bo har et absolut fornuftigt hold på hjorten og afgiver skud. Hjorten forsvinder som dug for solen. Jamie, Bo’s stalker, udbryder ”forkert hjort”.
Bo havde kun set den store, der forsvandt i slugten, hvor hjorten han skød til, også kom frem fra. Der havde altså været 2 hjorte, og det var en lidt mindre hjort, der kom først frem, og det kan jo ske i kampens hede. Ingen katastrofe, hjorten lå forendt med en perfekt kugle og Bo havde skudt sin første sikahjort: En pæn, ulige otteender. Afstand 340 yard – en afstand Bo aldrig ville have skudt på med sin egen riffel, men med den lejede riffel kunne han holde sigtet 100% stille, og den gode optik og kliktårn gjorde det muligt at afgive et sikkert skud.

Et par dage senere får Bo endnu en chance til en rigtig god hjort, der står oppe på en meget stejl klippeskrænt med noget bevoksning. Igen kommer den lejede riffel til sin ret. Bo spøger til afstanden, og Jamie svarer, at der er sammen afstand som til den først hjort han nedlagde.
Skuddet afgives, hjorten løber 20 meter ned af skrænten og er død (afstand 370 yard). Det var noget af et job for Jamie at få den hentet ned. Men hvilken hjort! – måske en bronzemedalje.

Jeg har set en del flere dyr end Bo, også tre rigtig gode hjorte, der dog ikke var jagtinteresseret. Jeg havde chance til flere små hjorte, og her iblandt et par fine seksendere, som jeg ikke ville skyde.
Vi brugte, som tidligere skrevet, en del tid på et spot der lå langt ude på den åbne hede. Her var der et lille skydeskjul på jorden, som vi sad i. Man skulle tidligt derud for ikke at forstyrre, når de første sikaer kom ned for at esse.
Den første aften kom en sikahind dog så tæt på hytten, at hun anede uråd: Et par hurtige bjæf (advarselslyde), og alle dyr i området søgte op mod toppen. Lige før det blev mørkt, kom den store hjort frem og viste sig i horisonten, men han skulle ikke ned i dalen den aften.
Næste aften er der igen små 100 sikaer, der esser rundt omkring os, her i blandt flere mindre hjorte, men ingen trofæhjorte.
Tredje gang er som bekendt lykkes gang: Igen var der masser at sikaer rundt om os, heriblandt også en rimelig otteender, som jeg havde besluttet mig for at skyde, hvis den kom tæt nok på. Men 20 – 30 minutter efter solnedgang kommer en ældre hjort frem i horisonten. Den står lidt og kontrollerer området, før den beslutter sig for at løbe direkte ned mod os. Jeg er hurtigt klar med riflen, hjorten stopper ved en hind små 200 yards fra os, står med hele siden til, og jeg her et fint hold på den. Skuddet afgives og han løber i fuld fart ned mod os. Jeg kan ikke se jeg har ramt, og gør klar med ny patron i kammeret. Hjorten stopper, og vender den anden side til. Jeg afgiver endnu et skud, og hjorten går ned i skuddet. Begge skud sidder i dyret. Det første skud sidder i hjertet, det andet er en høj bladkugle.

Jo, det var i sandheden en god tur.
Tak til Gamkeeper & Buhls for et rigtigt super arrangement, og god kontakt hele vejen fra vi bestilte rejsen til vi var vel tilbage i Danmark.
Vi kan i sandheden anbefale dette område.
De bedste hilsner
Bo & Tom