Hjortejagt lidt ud over det sædvanlige

1½ års forberedelser, forventninger og revir udvælgelse, blev d. 18. september kl. 06:00 realiseret og indfriet til fulde. Forud havde foregået en seriøs studering af forskellige revirer i Polen og Ungarn med henblik på at få muligheden for at nedlægge en kronhjort – et kapitalt trofæ.

I februar måned faldt valget på et statsrevir under Gyulaj i det sydvestlige Ungarn. Et jagtterræn, som høster kapitale trofæer hvert eneste år, og hvor jagtorganisationen og indkvarteringen opnår international anerkendelse. Jeg skulle ikke blive skuffet.
Brunsten er i dette revir på sit højeste i perioden 10. til 20. september. Jeg ankom til reviret d. 16. september, og var den sidste i rækken af internationale jægere, som skulle forsøge sig. Reviret havde indtil nu givet 27 hjorte, hvoraf 10 af hjortene havde en trofævægt > 9 kg. Brunsten var måske nok toppet, men hjortenes brøl fra skovene var ikke til at tage fejl af. Der var stadig fuld gang i brunsten, og kappelystne hjorte brølede om kap, som kunne høres med fuld tydelighed fra indkvarteringen, som befinder sig midt i reviret i smukke omgivelser i skoven.

Indkvarteringen og forplejningen var absolut ”verdensklasse”. Flotte værelser, opholdsrum, spisesal og omgivelser, alle rigt dekoreret med jagttrofæer - blot så man kommer i den rette stemning J. Forplejningen var fantastisk, mad i overflod fra det ungarske køkken, som var velsmagende, lækkert og varieret. En stor tak til Anna, som var ansvarlig i køkkenet og jagtlodgen, og som gjorde sig stor umage for at jeg skulle få en god oplevelse. Man følte oprigtig stor gæstfrihed.

Vejret fra d. 16. september og fremad skiftede karakter. Man var gået fra rigtig højtrykvejr med sommerlige temperaturer, til langt køligere og ustadigt vejr med regn ind i mellem. Det betød faktisk, at vi måtte aflyse en morgen pürsch d. 17. september, simpelthen fordi det væltede ned med regn, og det var nyttesløst at begive sig ud på jagt, da vi ikke ville kunne høre hjortenes brøl. D. 17. september om aftenen var vi dog i fuld ”aktion” igen.

Udover Peter (min jagtguide) og jeg, så havde jagtorganisationen 3 personer på plads forskellige steder på reviret, kun med henblik på at rapportere om forskellige pladshjortes alder og trofækvalitet, når disse viste sig i det mere åbne landskab udenfor skovene, og hvor hjortene virkelig kunne tages i øjesyn. På alle outings sås hjorte – store hjorte – men afskydningen syntes at være meget selektiv. Selvom trofækvaliteten på mange af hjortene var helt i top, så blev der ikke givet tilladelse til at skyde, simpelthen fordi hjortene ikke havde den rigtige alder, og dermed besad et stadigt uudnyttet potentiale. Når man ser så store hjorte på perfekt skudafstand, kæmpende og slås indbyrdes, brølende og ”klar til kamp”, så kan det nok være man bliver lidt stresset, det kildrer i maven og pegefingeren – og de syn og indtryk man har fået kører rundt i hovedet og på nethinden, når man ligger sig på hovedpuden om aftenen. Man mærker man er i live, og man falder ikke lige i søvn efter de første 5 minutter J.

Mandag d. 18. september viste vejret sig fra sin bedste side. Efter gårsdagens regnvejr, var det nu vindstille, stjerneklart, 8 grader varmt – efter mine begreber helt perfekte forhold. Peter og jeg mødtes kl. 05:30, og kørte nogle få kilometer til et større skovområde. Vi kører et stykke ind i skoven, hvor bilen parkeres. Riflen lades, skydestokken findes frem og vi begiver os lydløst til fods dybere ind i skoven. Det ”syder” og ”koger” af hjortbrøl i nærheden. Vi når frem til skovkanten, hvor vi træder op i en hochsitz, med henblik på at opnå et bedre overblik over det tilstødende stykke åben mark. En større gruppe af dyr kan skues i kikkerten, selvom det stadig er ganske mørkt. I gruppen af dyr, virker der til at være 3 hjorte, som indbyrdes kæmper om magten. Vi beslutter, at træde ned fra hochsitzen med henblik på at komme tættere på, for at tage hjortene nærmere i øjesyn.

Fra skovkanten kan vi se dyrene, mens vi bevæger os tættere på. Under fremrykningen er vi påpasselige med ikke at træde på grene og kviste i skovbunden, simpelthen for ikke at røbe vores tilstedeværelse. Vi stopper op, da en lille hjort træder ind i skoven ganske tæt på, hvor vi nu har taget opstilling. Afstanden er mindre end 50 meter, og frygten er nu at denne lille hjort (3 til 4 år gammel) skal få alarmeret flokken af dyr der går rundt ude på marken, om at noget er på færde. Hjorten lister dog stille og roligt videre, selvom jeg egentlig vurderer at den har opdaget os. Heldigt at der er tale om en lille og urutineret hjort, ellers var chancen for at komme på skudhold af de store hjorte nok forpasset.

Fra vores plads et lille stykke inde i skoven, kan vi betragte krondyrene på marken. Det er en større rudel med hinder samt en pladshjort og et par bejlere til hans position. Hjortene kæmper indbyrdes og man hører tydeligt når gevirerne stødes mod hinanden. Peter tager bestik af hjortenes alder og kvalitet. SÅ ER DET NU – hvisker han med rolig og lav stemmeføring. Pladshjorten skal være målet. Skydestokken bringer jeg hurtigt i stilling, riflen ligges på plads, og der konstateres et perfekt kuglefang og oversigtsforhold. Afstanden vurderes til ca. 100 meter. Rødpunktssigtet tændes, da hele sceneriet foregår hvor nat bliver til dag, og der stadig er relativt mørkt. Men fra riffelkikkerten er alt perfekt. Forstørrelsen står på 10 gange forstørrelse og jeg kunne ikke ønske mig en bedre chance. Kronhjorten står med bagdelen til, og der ventes kun på at han får stillet sig med siden til. Chancen kommer hurtigt, da hjortene sjældent står stille i brunsten. Han forsvinder dog udenfor synsfeltet, da han går tættere på skoven og dermed forsvinder fra vores synsfelt og trådkorset i sigtekikkerten. Han kommer dog hurtigt tilbage. Nu skal det være !!!! Han stiller sig perfekt med siden til, sigtet finder ”bladet” og jeg presser pegefingeren om aftrækkeren. Så lader jeg skuddet gå. Jeg er sikker på, at der er tale om et perfekt skud. Hjorten falder til jorden som ramt af ”lynet”. Jeg er overbevist om, at den ikke kan rejse sig igen, selvom der foregår en ”dødskamp” i hjorten. For en sikkerheds skyld bliver vi stående i et par minutter, med sigtet rettet på hjorten, i tilfælde af at den mod forventning skulle rejse sig. Der er ingen grund til bekymring, skuddet følte jeg sad perfekt og jeg er helt sikker i min sag. Hjorte i brunst har åbenbart meget stor ”kampkraft”, og selvom kuglen er perfekt placeret ænser en brunsthjort ikke altid at den teknisk set er død. Peter vil derfor gerne, at vi nærmer os hjorten med forsigtighed og riflen klar til et opfølgende skud.

Kaliber 30-06, Oryx kugle, 11,7 gram har trods alt gjort sit job. Der er ingen gennemskud, da det ifølge de ungarske værter kræver en større kaliber for at kunne skyde igennem hjortene. Men at der ikke er gennemskud betyder måske mindre, så længe kuglen trænger dybt nok ind og ødelægger de vitale organer, og kuglens samlede energi leveres i dyret. Jeg tror såmænd det er en ganske udmærket kaliber til kronvildt – selvom det i jægerkredse hurtigt kan udvikle sig til en akademisk diskussion om kaliber, kuglevægt etc.
Hjorten er leveret – og trofæet kan tages i nærmere øjesyn. Fantastisk hjort, jeg kunne ikke have ønsket mig det anderledes. Ulige 16-ender, trofævægt: 9,32 kg (fuldstændig i overensstemmelse med hvad der var aftalt med Gamekeeper og de ungarske værter). Estimeret alder: +10 år. Hjorten var kendt af en af de ungarske jægere, som havde fået taget et flot foto af den samme hjort nogle få uger tidligere (se foto fra skumringen). Ganske imponerende foto, som selvfølgelig er interessant at have, når nu det netop var denne hjort som blev nedlagt.

Hvis kronhjorten kunne have fået lov at bestemme, så havde den jo nok valgt ikke at blive nedlagt og i stedet videreføre sit liv i disse fantastiske skove og omgivelser. Men som kronhjort kan man vel ikke ønske sig en bedre måde at komme fra denne verden på og møde sit endeligt. Den har givet sine gener videre til de kommende generationer af hjorte, den har givet plads til en ny aftager af rangen som ”pladshjort”, den er blevet æret og hædret af de ungarske værter som de ungarske traditioner foreskriver når en hjort er blevet skudt, og sidst men ikke mindst vil han for altid være et minde for mig når jeg tager trofæet i øjesyn på væggen derhjemme. Ret meget større anerkendelse, beundring og ærbødighed kan man som kronhjort ikke forvente at få vist.

Kæmpe tak til Henrik fra Gamekeeper og de ungarske værter for at have gjort en drøm til virkelighed.

PS.: Der blev også en mulighed for at forøge samlingen af bukkeopsatser, da en gammel retur-buk viste sig den sidste dag før afrejsen mod Danmark.

Jens Peter Rasmussen