Kære Kenneth

Jeg har haft lidt travlt efter hjemkomsten.

Vi havde en fin rejse til Taborska – Sloneznik. Alt klappede tidsmæssigt – ingen kø nogle steder. Faktisk det samme retur, bortset fra lidt forsinkelse fordi man arbejder på startbaner i Kastrup.

Vi blev godt modtaget af den venlige skovfoged Piotr Fierkowicz og hans hustru. Tolken koblede sig på allerede om eftermiddagen (vi landede i Sloneznik kl. 14.30) , han var hyggelig og nød, at vi kun var Piotr, ham og Frederik og mig, for engelsk var ikke Piotr`s kop te, og tolkens engelsk var ikke så let at forstå. Vi havde det hyggeligt og morsomt indtil onsdag eftermiddag, da der ankom 3 danske og to norske jægere. Alt blev jo anderledes, men som det må være med flere deltagere.

Da Frederik skød sin hjort første dagen og jeg min anden dagen, forhandlede vi om at skyde nr. to onsdag/torsdag. Det blev vi enige om – størrelse med videre.

Jeg havde haft Piotr som stalker fra dag et, det var rigtig godt, men det ophørte da de fem jægere kom. ( den ene nordmand var ikke jæger). Frederik havde en smilende og venlig stalker, som ikke kunne andet end polsk. (lidt kedeligt i længden).

Anden dagen (mandag aften) flyttede vi, Piotr og jeg til et tredje sted. Her skete noget mere, men lyset var efterhånden så svagt, at det kun er en Polak, som kan se noget. Nogle hinder og en hjort forlod arealet, et par hundrede meter ude, som var tilgroet af buske og majs. Vi skyndte os efter for at se hvor de gik hen. Observationen blev noteret og vi kørte hjem.

Tirsdag morgen kørte vi den lange vej derud igen. Vi sad i en dobbelt stige og holdt øje med det sted, hvor de om aftenen var gået ind. Efter ca. halvanden time spurgte jeg Piotr, på mit glimrende skole tysk, om hvad vi ventede på. Han grinede og på næsten lige så godt tysk, sagde at han kunne høre to hjorte – mit hørelse er meget dårlig, så jeg accepterede. Efter vi havde grinet færdigt, trådte to hinder ud af skove 250 meter længere nede af skovkanten og øjeblikket efter trådte en stor hjort ud. De løb tværs over marken og ind i det hegn, hvor vi sad. Vi kikkede på hinanden og derefter på hinderne, som passerede os 30 meter ude og svingede væk, da de så os. Så kom hjorten – stor og flot længere ude for at følge hinderne. I fint tempo og med siden til. Han faldt 40 meter fra det sted, han blev truffet.

Piotr gik i gang med at brække op, skille hoved fra krop. Vi lagde hjorten på ryggen lidt tungt, det skulle vise sig, at den vejede 240 kg. geviret vejede 6,8 kg. og hjorten blev dagen efter opmålt og tildelt bronzemedalje.

Vi forlod hjorten på marken – dækket med grønne grene og med hvide servietter sat i klemme i klovene og selvfølgelig grenen i munden og en i min hat.

tålmodighed belønnes.

Carl Frederik