Hej Henrik
Kun ros herfra. Vi havde nogle unge sjove stalkere Mathew og Hamish og god gillie Ryan som sammen bare gav en helt fantastisk oplevelse.
Vi har følt os trygge fra inden vi skulle afsted til vi kom hjem med den service både Henrik og guiderne samt stedet har givet derovre.
Da vi landede med flyveren i Aberdeen, skulle vi hente vores lejebil. De må have glemt motoren i den da vi næsten ikke kunne krydse højlandet til Aberdeen uden at komme helt ned i 1 gear😅
Men en flot tur som dog tog lidt længere tid en den hurtigste rute, men klart den ekstra køretid værd. Vi ankom til reviret/estaten i Ross Shire mandag aften d. 17. oktober.
Jeg vågner tirsdag morgen kl. 06.00 med en brølende hjort tæt på huset. Så må man indrømme spændingen stiger. Sådan gik de næste 20 min, inden den stoppede og jeg stod op.
Vejret var blevet alt for godt da solen skinnede efter 3 ugers regnvejr, det betyder så også at mange vil ud og vandre.
Men med 12.500 acres er der plads til alle, men det betød at vi skulle ind i en Glen (dyb dal i højlandet) istedet for at jage på ydersiden den dag.
Min kammerat Holger var den første der skulle skyde hjort. Vi kører ned gennem dalen og krydser en lille flod og finder en lille rudel på den ene bjergskråning, med en pæn hjort. Argocatten blev parkeret og på med rygsækken. Efter 2,5 timers opstigning og lidt pauser til at kigge på den storslåede og smukke natur nedlagde Holger den første hjort. Nu var det min egen tur til at skyde hjort. Vi kørte lidt længere ind i dalen og fandt hurtigt en rudel med en hjort vi begyndte opstigningen efter den. Pludselig kom der et par hjorte på tværs som lagde sig, her var et par ældre hjorte i mellem som kunne skydes. Vi lå og kiggede op af skråningen i over en time hvor vores stalker Hamish havde prøvet at pifte og råbe for at få dem til at rejse sig, da det endelig skete satte jeg et skud lige over ryggen af den. Rigtig øv når man har trænet flere gange på 200 og 300 meter derhjemme. Nu kunne onsdag så starte på en frisk. Da jeg havde skudt forbi dagen før fik jeg lov at starte. Vi kørte ikke om i dalen men hen forbi en stor sø hvor bjergene rejste sig bagved og hvis vi spottede en gjort langt oppe. Så gik den næste time og et kvarter men ren opstigning som endte med en anden mindre hjort med et hurtigt skud i brystkassen på 60 m og hvor den faldt sammen hvor dem stod, så en rigtig spændende oplevelse. Forresten kunne benene godt mærkes, de var ømme hver eneste dag nu når man virkelig fik lov at arbejde for sine chancer. Nu gik turen ind i dalen efter en hjort til Holger. Endnu en tur op af en bjergside hvor vi kommer en på en lille rudel hjorte, de fleste smutter hurtigt men en bliver tilbage, som det lykkedes at nedlægge med et hurtigt skud. Jeg gik med for at hente bilen, så jeg sammen med vores stalker Hamish så vi sammen kunne hente argocatten. Der var et langt fladt stykke som han gerne ville undgå at skulle slæbe hjorten over, flere små vandløb og små huller. Vi får startet argocatten og kører 200 meter hvor vi så sidder fast i et mudderhul. Godt nok er der et spil foran, men med flere hundrede meter hen til at træ kunne dette ikke bruges. Vi blev derfor nød til at gå det lange stykke tilbage til hjorten, skiftes til to mand at slæbe den ud til vejen, og efterfølgende gå alle tre tilbage og få skubbet argocatten fri af mudderet, den gav nogle ekstra skridt men også noget vi kunne grine af. Så to hjorte på en dag var vi meget tilfredse med. Om aftenen havde vi været inde i en lille by og spise og endte med et punkteret hjul på vej hjem, derfor måtte Holger tage med autohjælpen til Inverness for at skaffe en ny lånebil så jeg skulle derfor alene på jagt om torsdagen. Hamish havde egentlig været syg alle dage men havde stadig knoklet afsted og givet os nogle fede oplevelser. Så da et andet jagtselskab ikke ville afsted den dag fik Mathew lov at guide mig. Vi udsatte jagten med en halv time da det regnede meget den morgen. Så 9.30 var det afsted op i dem store glen. På vejen derop var der rigtig mange skyer så vi var spændte på hvordan det ville gå. Men regnen stoppede nærmest som vi stoppede bilen og skulle til at kigge efter hjort. Vi så nogle stykker på den ene bjergside, men fik rettet øjnene godt ind på den modsatte bjergside da jeg selv spottede en flot stor hjort. Den ene stang havde en stor flot næsten kridhvid krone som næsten lyste op i kikkerten på lang afstand og Mathew havde selv ledt efter den hjort i hele sæsonen. Vi havde begge tænkt at vi ville komme op, se en hjort og to timer senere være på vej hjem igen, sådan var det jo i grove træk gået de to andre dage. Men når man tænker sådan går det jo sjældent sådan. Vinden var enormt skiftende den dag, så det kom vi virkelig til at mærke. Den store gamle hjort forsvandt kort efter vi begyndte opstigningen og var derefter som sunket i jorden desværre. Den ville ellers virkelig have pyntet på væggen derhjemme. Da vi endelig var kommet et godt stykke op og derefter kunne vandre på tværs af bjergsiden skifte vinden fra at være ind i ansigtet, til at den blæste færten af os frem af. Vi når lige at runde et hjørne på bjerget da vi ser to hjorte smutte afsted efter de havde fået færten af os, vi prøver derfor at skære dem af. Det foregår i meget rask tempo op af bjerget, hvor jeg flere gange tænkte “bare lad dem løbe, det her er for hårdt”. Vi når også kun at se en 8’ender som kigget sig bagud og løber da den ser os. Nu begyndte tanken om den hjort jeg skød forbi på den første dag at snige sig frem. Vi går ned af bjerget og spiser vores frokost en en hytte som ligger inde i dale. Efter en hurtigt frokost prøver vi at pyrsche os ind på en hjort det ikke stod så langt fra hytten, men da vinden lige pludselig blæser direkte op af bjerget smutter den da den får færten af os. Nu måtte vi så til plan c, så tilbage til starten at glennen hvor vi havde set hjorte da vi ankom. Jeg kiggede på uret som viste 12.45 og tænkte det nok skulle gå, der var jo masser af tid. Endnu en hård opstigning hvor man virkelig savnede en flaske vand en gang i mellem. Der var ingen vandløb på denne del af bjergsiden som vi kunne drikke af, som vi havde gjort på den modsatte bjergside om formiddagen. Da vi havde pürschet på tværs af bjerget et stykke tid med en igen skiftende vind smutter den en stor rudel hinder og en hjort væk længere oppe af bjerget og da vi kommer længere frem dem en stor fordybning hvor der skulle ligge et par hjorte, ser vi dem smutte stille og roligt da de havde fået fært af os. Her begyndte jeg virkelig at tvivle på om det overhovedet billes lykkes at få nedlagt min hjort nummer to. Vi kommer frem til en position hvor vi nu kan se et godt stykke ind i dalen, hvorefter vi får øje på en ældre rigtig pæn hjort langt henne af bjergsiden. Mathew siger at det er vores sidste chance den der står der, så nu var det bare med at komme afsted. Vi skal krydse at større fladt område oppe på bjerget før vi kan komme i skjul igen. Heldigvis gik hjorten og græssede med snuden i jorden hele tiden. Det lykkedes derfor til sidst at få sneget os ind på omkring 70 afstand og afgive et skud, den løber nu 15 meter frem og stille sig og hvor jeg et kort øjeblik overvejer at give et skud på halsen. Men den falder heldigvis hurtigt om og triller 20 meter ned af bjerget og jeg kan nu give Mathew en krammer. Det var en kæmpe lettelse at få den efter at havde knoklet hele dagen efter en hjort, og så en virkelig flot gammel en. Afslutningen blev en whiskey oppe i hytten da hjorten var slæbt ned, så en fed afslutning på hjortejagten. Fredag og lørdag stod på hundyrsjagt. Fredag startede godt ud med, at Holger skød en hind om formiddagen og jeg skød en hind og kalv om eftermiddagen på trods af lave skyer i bjergene. Den sidste dag vågnede vi op til den mest tågede dag vi havde prøvet, så det var vi noget spændte på hvordan det ville gå. Vi fik så heller ikke noget den dag desværre. På trods af det var vi tæt på et par gange uden at komme helt på skudhold, men det gjorde ikke noget for vi var egentlig fyldt op af fantastiske oplevelser fra de andre dage. Vi delte en flaske whiskey og nogle øl med vores stalkere og gillie som havde gjort et kanont arbejde hele ugen, så det var rigtig hyggeligt at kunne sidde og slappe af med dem om aftenen og en god afslutning på jagtturen i højlandet.
Vi havde to dage inden vi skulle hjem som skulle bruges på lidt sightseeing. Det blev til en sejltur på Loch Ness og på den sidste dag en gåtur ved Balmoral estate som kan anbefales.
Så Skotland er virkelig et besøg værd og vi fik alt hvad vi havde drømt om og snakket om i flere år at skulle prøve.
Bjerge, vådt lyng, vådt græs, masser af sved, fantastisk natur og nå ja selvfølgelig nogle flotte hjorte at hænge på væggen som et perfekt minde for turen.
Så har man ikke set Skotland, så tag kontakt til Henrik fra Gamekeeper & Buhls og få booket en fantastisk oplevelse i Skotland til 2023.
Bedste hilsener
Holger & Frederik