Min første jagttur til Polen den 14. September 2019

Vi skulle til Polen. Jeg skulle ned og forsøge at skyde min første kronhjort. Så det var med en vis spænding at tage af sted når det var første gang jeg var udenlands på jagt.

Vi ankom lørdag eftermiddag til Jastrowie i fint solskin og stille vejr. Da vi steg ud af bilen kunne vi høre en hjort brøle i skoven bag ejendommen. Stemningen og spændingen var der lige fra starten, selv om denne skov ikke hørte med til jagtområdet.

Der blev serveret aftensmad kl. 15 og vi skulle afsted kl. 17.30. Her blev jeg  præsenteret for min kvindelige stalker – Beata.

Vi blev kørt ud i et stort skovområde, hvor vi blev sat af. Vi listede ned ad en skovsti, og stoppede flere gange, hvor hun bare stod og lyttede. Vi kom nu frem til en hochsitz som stod i skovkanten ud til et meget stort åbent engområde midt i skoven. Der var vel ca. 500 meter over til skovkanten på modsatte side.

Efter at have siddet en lille time kom en pæn stor hjort ud af skoven på modsatte side og den havde kurs direkte over mod os. Tænkte - er det virkelig så nemt ? Han havde dog sin søleplads ude på 285 meter og kom ikke nærmere. Her stod han alene og brølede. Jord og græs fløj til alle sider. Vi kunne også høre en anden hjort brøle, men kunne ikke se ham. De havde virkelig travlt med at hidse hinanden op. Stemningen var noget intens og spændingen var stigende.
Efter at have betragtet ham i kikkerten i et stykke tid spurgte jeg, om det var muligt at stige ned og forsøge at kravle ud til ham. Det var det ikke. Der stod noget råvildt mellem ham og os, og det ville betyde at de ville ødelægge alle chancerne. Derfor foreslog hun, at vi skulle kravle ned, og prøve at kigge den anden hjort ud. Vi gik forsigtigt gennem skoven. Da vi stoppede kunne jeg kun se de øverste lyse sprosser på geviret i kikkerten. Det var virkelig en stor hjort. Beata kravlede nu videre for at undersøge forholdene. At stå og vente på hende, og høre ham brøle fik pulsen til at stige. Hvad ville hun sige?

Hun kom tilbage, og sagde at her prøver vi. Af med jakke, rygsæk og ned på alle fire og kravle frem. Afstanden var ca 300 meter over et stort åbent stykke eng med enkelte buske til dækning.Han stod lige i skovkanten sammen med 4 hinder og nogle kalve. Efter at have kravlet ca 100 meter sagde hun, at jeg skulle skyde. Jeg målte afstanden til 208 meter og det var ved at blive mørkt. Det ville jeg ikke, for det skulle være et sikkert  skud og der skulle ikke tages chancer. Foreslog i stedet at vi skulle prøve at komme lidt tættere på, hvilket var muligt grundet dækningen. Da vi var inde på 150 meter afgav jeg et skud. Han gik ikke ned i knaldet, men var hårdt ramt. Han løb ud over den åbne eng og heldigvis ikke ind i skoven. Jeg afgav endnu et skud. Han løb yderligere 30 meter og faldt. Medens vi ventede kunne pulsen komme tilbage til det normale. Da vi kom derud skønnede hun hans vægt til ca. 200 kg. og han var en ulige 18 ender.

Det var en af skovens store konger som var faldet og den næststørste hjort som var skudt på deres revir. En kæmpe oplevelse som for mit vedkommende kun varede lidt over 2 timer. Det må vist kaldes held, og når jeg så samtidig havde en utrolig dygtig stalker så lykkedes tingene for mig denne gang. Der skal lyde en stor tak til Beata. Vi sad nu midt ude på det åbne stykke eng med skov på alle sider og skulle vente lidt over 1 time på at blive hentet. Fantastisk at sidde og betragte ham, og genopleve det hele. At sidde i totalt mørke, og vente på at månen skulle stå op, og samtidig høre hjortene brøle i skovene rundt omkring os. Det giver kuldegysninger og er noget som skal opleves og kan slet ikke beskrives med ord.

Nu er han blevet målt op og monteret. Han vejede 9 kg og blev opmålt til 208,3 point, hvilket blot er 1,7 point fra en guldmedalje. .

Det betyder slet ingenting, for oplevelsen er den største hver gang jeg kigger på ham.

Tak til Kenneth fra Gamekeeper for en rigtig god og veltilrettelagt tur.

Med venlig hilsen

Bjarne