På gemsejagt med en forstuvet fod af Jesper Madsen

Sidste år besluttede jeg mig for, at hvis nogensinde skulle på gemsejagt – skulle det være i år, inden jeg fyldte 60. Fysikken bliver jo ikke bedre med alderen.

Jeg er nu kommet hjem igen efter en herlig tur i Karpaterne – men undervejs var det godt nok træls!

Stalkeren Cornel hentede os kl 5.30.

Den første halve time kørte vi op igennem blandet løvskov, men desværre var det jo stadig mørkt, så det var ikke meget jeg fik set af landskabet. Den sidste halve time kom vi ud i mere åbent terræn, og samtidig faldt temperaturen til 9 gr. Der havde været 17 gr da vi startede, så forhåbentlig ville det være dejlig køligt oppe i bjergene. I Bukarest havde det været over 30 gr. om dagen!

Kl 6.45 var vi fremme ved en fåre-stald, og her endte vejen!

Vi begyndte opstigningen, men det var ikke meget vi kunne se, for der var lavtliggende skyer. Jeg var noget bekymret for om det ville vare ved, for i så fald ville der ikke blive meget jagt. Men efter en times tid klarede det op, og der var god sigtbarhed resten af dagen, selv om det ikke ligefrem var skyfrit.

Cornel gik (løb!) i forvejen, og jeg blev nervøs for, om jeg havde tilstrækkelig kondition til det her. Det var nu ikke så meget kondien, der blev testet. Det var ligeså meget balancen.

Efter 2 timer kom vi op til en bjergkam og begyndte at spejde efter gemse. Og sandelig ikke om der var en flok en smule over os. Der var 450 meter derover, så vi skulle tættere på. Vi lagde en plan for, hvordan vi kunne komme på skudhold, og så begyndte kapløbet om at komme tættere på, inden gemserne forsvandt fra den afsats hvor vi havde set dem. Nogle af dem lå ned, men andre gik og græssede.

Vi kom frem til næste afsats, kun for at konstatere at gemserne nu havde flyttet sig for meget, til at det var forsvarligt at skyde.

Men – på ny lavede vi en plan, for at komme frem til et bedre sted. Cornel satte virkelig farten op, og insisterede på at bære riflen, idet han kunne se, at den sinkede mig meget, idet jeg jo skulle holde balance, så jeg ikke faldt med riflen, der ellers sad godt bag på min rygsæk. Der var ingen tvivl om, at nu skulle det gå stærkt. Og så skete det. På vej hen af bjergsiden, men fugtige sten, vred jeg om på venstre fod, og mærkede et kraftigt stød i anklen. Lige da det skete, var jeg nervøs for, om jeg brækkede foden, men det var nu tydeligt, at den i værste fald var forstuvet. Hvilket det senere viste sig at være tilfældet.

Nå – Cornel sad nu 50 meter længere fremme med riflen klar og gjorde tegn til, at jeg skulle se at kommer over til ham. Jeg humpede frem så hurtigt jeg kunne og var godt frustreret. Jeg var klar over, at der ikke ville være mere gemsejagt, og dette ville være min eneste chance. Jeg var egentlig ikke parat til at skyde, men Cornel og Doru (tolken) hviskede løs på rumænsk, og jeg adlød mere eller mindre per automatik.

Til sidst fik jeg da også riflen på plads, og fik hold på en gemse 200 meter under mig. Den stod ikke optimalt, idet den var på vej væk fra mig, men Doru sagde blot ”Shoot whenever you are ready!” Pga den var i en skrå vinkel holdt jeg en smule højt på den – og skød.

Gemsen stak af. Jeg kunne følge den i kikkerten i lang tid, og den gav absolut ikke indtryk af at være ramt.

Dyb frustration! En forstuvet fod – ikke mere jagt! Og som om det ikke var nok, havde jeg lige skudt forbi til min måske eneste chance for en gemse. Da jeg tænkte situationen igennem, kunne jeg konstatere, at jeg havde skudt over. Fra indskydningen dagen forinden var konklusionen jo, at jeg kunne holde lige på, på 250 meter. Og nu havde jeg lige skudt på 200 meter – men havde holdt lidt højt – pga den stod i en skrå vinkel. Fjols – på 200 meter skulle jeg jo have holdt en smule lavt!

Jeg begyndte dog hurtigt at spekulere på, hvordan jeg skulle komme tilbage til bilen. Vi havde været 2 timer om at komme op, og med min fod ville det nok tage det dobbelte at komme ned igen, og jeg var helt sikker på, at der ville ikke blive mere jagt for mit vedkommende!

Som vi sad der og overvejende situationen, fik Doru pludseslig øje på en gemse 600 meter nede! Den stod helt alene og Doru gav udtryk for, at det kunne være den jeg havde skudt til – og at den var ramt.

Cornel og Doru gav udtryk for, at vi skulle derned, og på trods af min fod fulgte jeg med. Hvis jeg havde anskudt gemsen skulle jeg selvfølgelig gøre alt for at finde den!

Det tog en time at komme derned: For kun at konstatere at gemsen forsvandt op på den anden side. Tilsyneladende ganske adræt uden nogen problemer.

Vi var nu kommet ned i bunden af dalen, og jeg spurgte optimistisk til, om der var en anden vej tilbage til bilen, uden at skulle op og tilbage den samme vej som vi var kommet? Nej – vi skulle op over den samme bjergryg – ikke det samme sted men i samme højde!

Klokken var nu blevet 11, og det var heldigvis blevet tid til at indtage den medbragte morgenmad. Det bestod af fåreost, gedeost, pølse, brød, tomater og peberfrugt. Især tomater og peberfrugterne var rigtig gode, men jeg var dog også ”nødt” til, at spise noget ost, for at få noget energi til tilbageturen.

Som sagt skulle vi nu op igen. Det viste sig heldigvis, at jeg sagtens kunne gå opad, pga at støvlen gav god støtte. Det store problem var, når jeg skulle gå nedad, da det dette gjorde rædsomt ondt, og det bevirkede at jeg mere eller mindre gik / humpede på højre ben.

Jeg troede vi nu ”bare” skulle tilbage til bilen. Ikke nøjagtigt den samme vej, men i hvert fald opad. Cornel gik / løb igen i forvejen, herefter jeg og så Doru. Pludselig fløjtede Cornel oppefra og gav tegn til, at vi skulle komme op så hurtigt / så stille som muligt, idet han havde fået øje på et par gemser. Vi kom derop, men kun for lige at se at gemserne stå og kigge nysgerrigt på os, hvorefter de forsvandt igen.

Jeg havde egentlig opgivet at gå mere på jagt, og koncentreret mig blot om, at skulle tilbage til bilen, så jeg var overrasket over, at der pludselig var opstået en chance. Bagefter kunne jeg konstatere at Cornel ikke havde opfattet min fod som et større problem, og Doru havde flere gange sagt at ”i morgen ville det nok ikke være muligt at gå på gemsejagt pga min fod”.

Vi fortsatte opad, og så - endnu engang – gjorde Cornel tegn til, at vi skulle skynde os op til den afsats han var kommet op til. Han forklarede at de stod lige på den anden side – 25 meter væk, så jeg skruede kikkerten ned på mindste forstørrelse, og kigge langsom frem, for blot at konstatere at gemserne endnu engang var forsvundet.

Men – sørme om ikke der kom en fjerde chance. Denne gang stod gemserne neden under os. På 130 meter. Jeg var klar over at dette ville nok være min sidste chance, så jeg koncentrerede mig om den gemse der stod bedst placeret med siden til, uden hensyntagen til trofæets størrelse. Og fra min første chance (lige efter jeg havde forstuvet foden) havde jeg jo konstateret, at jeg ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til konklusionen fra indskydningen fra dagen før. Men denne gang ville jeg ikke lave samme fejl og holdt meget lavt på bladet og skød.

Gemsen tippede rundt og lå med alle 4 ben opad. Yes – jeg havde skudt en gemse!

Gemsen lå som sagt 130 meter under os, så jeg havde egentlig håbet på, at Cornel og Doru havde tilbudt at hente den op, men – heldigvis – gjorde de tegn til, at jeg skulle ”selvfølgelig” med derned, så vi kunne få taget et billede! Det skal tilføjes at hvert skridt var meget smertefuldt, men nu bagefter, er jeg glad for at jeg kom med derned.

Gemsen var ikke noget rekord trofæ, men dette var nok min sidste chance, så jeg var ovenud lykkelig. Jeg havde ramt den meget højt. Faktisk havde jeg skudt ryggen over, på trods af jeg havde holdt meget lavt – faktisk under hjertet!

Cornel brækkede gemsen og tog skindet af! Hele kroppen – der var i 2 dele pga ryggen var skudt over, kom han i sin rygsæk, så det vil sige han havde nu 15 – 20 kg mere at bære på.

Klokken var blevet 13.30! Vi havde gået 2 timer, og herefter yderlige 4 timer med min forstuvede fod. Der var nu 6 timer til solnedgang, og jeg var bekymret for, om vi kunne komme tilbage til bilen før det blev mørkt.

Så vi begyndte at gå opad - og opad – og opad!

At gå opad var nu ikke så slemt som jeg havde frygtet! Blot jeg kunne finde et solidt sted og placere venstre støvlesnude – og så ”bare” rette benet ud! Det var straks værre, hvis vi gik nedad. Det gjorde ondt at h…… til!

Men – generelt skulle vi jo opad. Dette fortsatte vi med i 3½ time, og jeg var faktisk i stand til at følge med Cornel (som havde gemsen i rygsækken) det meste af tiden. Jeg havde håbet på, at vi på en eller anden måde kunne gå ”rundt om bjerget” for at komme frem til bilen. Men – der var kun én vej: Op over bjerget – samme vej tilbage.

Så da klokken var 5 – efter 3 timer - var vi øverst oppe, og nu begyndte problemerne. Vi skulle nu overvejende gå nedad. Hvert et skridt var et problem. Jeg humpede i realiteten på højre ben, og jeg frygtede for at, at jeg dagen efter ikke ville være i stand til at gå nogen steder. Dels pga den venstre fod var forstuvet – og dels pga musklerne i højre ben ville være ”mørbanket”!

Nå – det lykkedes mig dog at komme ned til bilen, og herefter ville der kun være et times kørsel tilbage. Doru fortalte igen, at jeg nok ikke kunne komme på gemsejagt i morgen. Dette havde jeg nu for længst konkluderet, så vi drøftede, om det eventuelt kunne lade sig gøre at skyde vildsvin – eller en buk fra en hochsitz!

Den sidste halve time i bilen begyndte venstre fod at gøre rædsomt ondt, men jeg turde ikke snøre støvlen op! Endelig kom vi tilbage. Jeg gik op på værelset, snørede støvlen op og trak strømpen af. Foden var rød og hævet, men heldigvis ikke mere blodsprængt end frygtet. Jeg kunne støtte på den, og så længe jeg holdt den i ro, gjorde det ikke ondt.

Nå – nu skulle det gøre godt at få noget at spise, en kold øl (eller to!), og så et bad.