Gemsejagt i Bulgarien april 2024
Lars og Poul skulle på gemsejagt i Bulgarien. Gemserne og vejret ville ikke helt som stalkerne, Lars & Poul ville, så turen endte med lidt udfordringer og lidt anderledes ”gemse” trofæer” 😉
Læs deres fantastiske beretning om turen her og se hvilke flotte trofæer de endte med:
Det er jagt på den frie vildtbane, når det er bedst!!!!
En lille beretning fra vores tur til Bulgarien - Gemse jagt med en lille ændring 😉
Turen startede tidligt- ankomst til Billund lufthavn, hvor våben skulle registreres - dette forløb utroligt smertefrit (sørg for at have papir i orden).
Ankomst til Varna lufthavn hvor våben skulle udleveres, dette forløb også uden problemer (de så kun på Våbenpas og hvor meget ammo. vi havde med).
Vores tolk Kalin ventede ved døren og bragte os til jagtområdet, hvor et storslået jagtresidens beliggende helt for sig selv dukkede op blandt lysegrønne bøgetræer og flod.
Ankomstdagen blev brugt til indkvartering og indskydning af rifler på skydebane beliggende 100m fra jagtresidens, møde med vores jagtguide og aftenen bød på helt fantastisk mad i rigelige mængder 😉
Vi blev afhentet kl. 0700 af vores jagtguider, kørte op i bjergene med en del stop for at spotte bjergsider efter gemsebuk. Ved ankomst til toppen var det på med rygsæk, en vandretur på klipper i stejlt terræn, pauser på skrænter og fremspring, observering efter gemsebukken (vi jagede kun bukken). Der spottes masser af gemser, men kun hundyr og kid, de bukke vi så, var for små og måtte ikke nedlægges. Vi blev kørt til jagtresidens ved middagstid for at spise frokost, tre retter mad, blev afhentet igen kl. 1700, kørte op med adskillige stop for at spotte. De gemser, vi så på vej op, stod alle på en afstand af +400m og uden mulighed for at komme til dem.
På anden dagen fik vi madpakke med og blev i terrænet hele dagen, men heller ikke her havde vi held til at se nogen gemsebuk, der var jagtbar. Vores guider begynder nu at blive lidt stressede, grunden til, at det var svært at finde en jagtbar gemsebuk, er, at foråret, er kommet meget tidligt i år med temperatur mellem 22-25 grader fra middagstid. Vi snakkede med vores tolk, om det evt. var muligt at jage andet end gemsebuk, nu vi var kommet helt til Bulgarien og efter lidt snak med præsident for jagtområdet, blev vi enige om, at vi enten kunne gå efter en muflon vædder eller en Keiler.
Tredjedagen startede som de andre kl. 0700 igen op af bjerget med en masse stop for at spotte en gemsebuk. Her var det én, som viste sig lige over vejen på et fremspring, jagtguide stoppede midt på vejen og sprang ud af bilen, satte sin store kikkert op for at se om den var jagtbar, imens jeg gjorde min riffel klar. Bukken stod 170m fra os højt oppe så en fair situation, men før jagtfører havde vurderet, om bukken var jagtbar, nikkede den til os og forsvandt rundt om hjørnet. Vi brugte resten af dagen på at jage den fra forskellige vinkler og bjergfremspring, dog uden held. Sidst på eftermiddagen kørte vi til hochsits for at se, om en keiler skulle træde ud af skoven. Der viste sig masser af vildsvin (so med grise) men ikke nogen keiler, så da det blev mørkt pakkede vi sammen, havde ikke natoptik med.
På fjerdedagen var forår for alvor kommet, det var meget varmt. Alle træer var på kun 4 dage næsten sprunget ud, hvilket besværliggjorde udsyn væsentligt og guider havde næsten opgivet at finde gemser fra morgenstund. Men vi drog igen op på toppen for at få endnu en fantastisk pürch efter gemser/muflon, men da det var næsten umuligt at kikke gennem dækket af blade på bjergskråninger, besluttede vi at stoppe tidligt og køre ned for at spise middagsmad. Efter maden blev der lage nye planer, vi skulle til nyt terræn for først at spotte efter gemse, men primær gik vi nu efter en keiler. Det blev en tur på to timer i bil, før vi ankom på den anden side af reviret (41.900 ha). Vi blev placeret i en fantastisk hochsits (nærmere lille hus) med godt udsyn over området. Den første keiler kom frem efter en lille times venten, men den var ikke jagtbar kun 2-3 år ifølge jagtguiden. Mens den gik rundt foran os, kom en so med 14 grise forbi, yderligere ca. 30 minutters venten kom én efter min mening ok keiler frem, fik lidt feber, her sagde jagtguiden nej den havde knækket højre tand og var for "ung" kun 8-10 år, så heller ikke jagtbar. Vente vente og pludselig kommer en sort skygge frem under bøgetræer og sikke en keiler. Jagtguiden giver ok, at den må nedlægges, hvis den kommer for. Nu begynder adrenalinen at pumpe lidt, den går lidt rundt uden for skudhold, men kommer langsomt ind foran hochsits. Skuddet falder, den ligger forendt, hvor den bliver truffet af kuglen, billedet taler for sig selv.
Alt i alt en super god tur hvor vi så noget helt fantastisk natur, traf nogle helt fantastiske mennesker, der virkelig er dedikeret i alt, hvad de laver, ikke er blege for at ændre på programmet, når situationen ændrer sig. Det er jagt på den frie vildtbane, når det er bedst!
Lars & Poul