Erik Nordgren på bustur i Polen 2024
Erik Nordgren var igen med på vores bustur til Polen.
Mange gode minder blev udvekslet og mange år er gået siden Erik tog på sin første jagtrejse hos Kenneth´s svigerfar i Polen.
Røde sommerbukke er noget særligt
Beretning fra min bukkejagt i august 2024
Bustur fra 31. juli til 4. august 2024
I år valgte jeg, som så mange gange før, at tage med Gamekeeper på bustur til Polen.
I år blev det en tur i råvildtets brunstperiode. Min sidste bustur var i brunsten i august 2020, lige ovenpå Corona-problemerne.
Bussen afgik fra Michaels Jagt og Fiskeri i Svendborg ved midnatstid den 30. juli og vi ankom til de første revirer om morgenen den 31. juli, hvor vi skulle begynde jagten om aftenen. Undervejs blev der udvekslet minder fra tidligere ture og det var sjovt at møde mange af dem jeg tidligere har rejst med.
Jeg skulle bo sammen med 2 andre jægere, hvoraf jeg kendte den ene fra tidligere ture samt en ny jagtkammerat. Hyggelige fyre, så det blev et herligt ophold.
Indkvarteringen var på et hotel i enkeltværelser.
Reviret var et foreningsrevir på ca. 6200 hektar. Jagtområdet var afvekslende med lidt skov, marker, remiser samt enge og brakområder. Der var mange søer i området.
Vejret var godt, meget varmt når vi tog ad sted sidst på eftermiddagen og 13-14 grader om morgenen. Fint jagtvejr.
Det blev en rigtig god tur med fin jagt og smukke naturscenerier. Jeg havde en super god jagtfører som kunne en blanding af engelsk og tysk, så der blev snakket undervejs. Det gik bare så fint.
Brunsten var i gang, men tydeligvis ikke på toppen. Bukkene gik med deres råer og var ikke til at lokke nærmere. De små bukke kunne lokkes tæt på og råerne var også nysgerrige og kom ret tæt på.
Den første aften skød jeg 3 fine bukke, 2 af dem abnorme. Jeg har skudt mange fine 6-endere så jeg går gerne efter abnorme og gamle bukke. Begge dele lykkedes på denne tur. Jeg nedlagde i alt 9 bukke, langt over mine forventninger.
Næste dag blev det til 2 bukke, en ældre herre om morgenen. Den gik alene og blev lokket ind på 50 meter. Om aftenen en 6-ender med lange sprosser, også en gammel buk.
3. dag, skød jeg 3 bukke om morgenen, 2 seksendere og en meget gammel buk, med totalt nedslidte tænder.
Om aftenen skød jeg en høj 6-ender. Den gik på en stubmark med råen. Kom ikke nærmere på lokkekaldet, men den var 127 meter væk, så det var ikke et problem at skyde den.
4. dag om morgenen var der ikke så meget aktivitet, så en del små bukke og ved 7-tiden så vi, på lang afstand, en meget stor buk. Vi prøvede at komme tættere på, men kom aldrig tættere på end ca. 300 meter, selvom vi brugte en time på det. En smuk afslutning på en dejlig jagt.
Jeg var ikke på jagt den sidste aften. 9 fine trofæer på 6 outings og super jagtoplevelser, var fint for mig.
Hjemrejsen forløb uden problemer. Vi blev hentet af bussen på opsamlingsstedet midt på formiddagen og var hjemme i Danmark igen, først på aftenen.
Selv om jeg har prøvet det flere gange før, er jagt på de røde sommerbukke noget særligt.
Jeg vedlægger nogle billeder.
Hilsen
Erik Nordgren