Duejagt England

Duejagt England august 2024

Så er endnu et hold duejægere kommet hjem fra en succesfuld duejagt i Cambridgeshire. Det var 2 x 2 gode jagtkammerater, der var sat sammen til ét hold, men de formåede at hygge sig sammen og glæde sig over hinandens gode dage. Helge har lavet en fin beretning fra turen, som kan nydes herunder. 😊

Det var virkeligt et godt arrangement i England. Kasper og Henrik var hyggelige, så Lars og jeg faldt godt i hak med dem. Guiderne Bob og Mick er et makkerpar helt for sig, særdeles lune og hyggelige folk, som fungerede godt med vores hold. Bob er noget af det mest snaksalige menneske, jeg har mødt og han kan fortælle historier, huske mennesker og afskydningstal som få andre. Der er ingen tvivl om, at de sætter pris på gæster med humor, og gæster som også gerne selv vil bidrage til at få en god tur ved at gå lidt til hånde, men det var ikke et krav.
Vi fik morgenmad kl. 7.30 på hotellet og kl. 8 kom Bob og Mick og fik en kop kaffe sammen med os. Vi kunne selv bestemme, om vi ville afsted kl. 9, kl. 12 eller hvornår det passede os. Grundet varmen (vi havde 28 grader) mente de ikke, at det ville give mange fugle før efter kl. 15, når varmen var faldende igen, men da man skyder flere duer fra et skjul end fra en barstol, tog vi typisk afsted kl. 9-10. Herefter satte vi hinanden af en efter en i skjulene, så vi skiftedes til at komme først og sidst af. Vi hjalp alle med at stille op for hurtigere at komme videre, og de skulle nok sige, hvis man gjorde noget forkert 😊.
Vi sad tre dage på rapsstub og en enkelt dag på vinterbygstub. I gruppen blev der 2 red-letter skytter. Den ene på bygstub og den anden på rapsstub, så det vigtigste var ikke hvilken stub, men om fuglene ville slå.
Vi kunne selv bestemme, hvornår vi ville hentes, blot det var samtidig, og fordi trækket var godt ind under aften, var det typisk mellem kl. 19 og kl. 20, at vi pakkede sammen, og så kunne vi lige nå hjem inden kl. 21, hvor køkkenet lukkede på hotellet. Så bestilte vi mad, som blev tilberedt mens vi tog et hurtigt bad. Herefter blev det tid til at dele historier fra dagen og nyde nogle dejlige svale øl.
Det kunne være vældigt frustrerende at sidde i sit skjul, hvor der ikke kom duer, når man kunne høre de andre skyde 500-1.500 meter væk, men det sjove var, at efter 3-4 timer kunne det vende, og så var det dig, som fik chancerne, mens der blev stille hos de andre. På gruppens 16 samlede jagtdage var der 4 dage, hvor en skytte ikke krydsede 30 duer, ellers lå vi meget fint, og med 1.038 duer til 4 mand over 4 dage lå gennemsnittet meget tæt på 65 duer pr. dag i snit, hvilket i hvert fald indfriede vores forventninger. De to mand, som ikke fik red letter, var 89 og 93 og havde det ikke været for et defekt gevær, var de 89 også blevet til mere end 100 fugle.
Jeg er overrasket over den frihed, som Bob gav os, men som han sagde: ”Det er jeres ferie, og I bestemmer”. Han var fuldt dedikeret til at være vores mand og havde sat hele dagen af, så det var virkelig lækkert. Maden på hotellet var super ligesom øllene, og madpakken var også glimrende og varieret og i øvrigt lavet af Bobs datter, så hele familien var engageret.
Mvh
Helge

Relaterede rejser

Se alle vores rejser
Potentielle vildtarter:

5 dage total

3 jagtdage

DKK  10.090
pr. person