Antilopejagt på Kataneno i Namibia

Antilopejagt på Kataneno Huntingfarm i Namibia september 2019

Den 1. september drog tre forventningsfulde jægere på jagt i Namibia.
Jonas, - som havde købt en antilopejagt på jagtaktionen i Odense sidste år..
Søren som bookede en selektionsjagt samme med Jonas og Taylor, som ligeledes var på selektionsjagt
Se Sørens beretning og billeder her....

Jeg vil sige følgende til de jægere som kunne tænke sig en autentisk jagttur i Afrika
se at få booket en tur hos Heiko og Raymund på Kataneno.
Det vil du ikke fortryde...

Søren Holm Hansen og Jonas Gregersen

September jagt i Namibia
Da min gode kammerat Jonas var heldig at sikre sig en jagttur til Afrika, dette ved at vinde en auktion på jagt messen i Odense, anede jeg ikke at dette var startskuddet til den hidtil største oplevelse i min jægerkarriere.

Jonas foreslog at jeg dragede med på turen som gik til Kataneno jagtfarm i Namibia, et tilbud jeg ikke kunne afslå.

I begyndelsen af september skulle vi endelig afsted! Kbh - Doha - Windhoek, flyveturen fløj afsted båret af forventningens glæde. I Windhoek mødte vi i ankomsthallen Heiko som er bestyrer og fjerde/tredje generation på Kataneno.
En varm velkomst fra en yderst gæstfri og behagelig mand. Ligeledes kunne Jonas og jeg hilse på Taylor en til Jonas og jeg jævnaldrende lollænder (30’erne), der også skulle på jagt på Kataneno.

Heiko ledte os ud til sin Landcruiser hvor vi læssede op og dragede afsted. Inden vi forlod byen viste Heiko rundt: en sandwich, midtbyen, souvenir marked, våbenhandler, konservator.

Efter en passende start med lidt sightseeing gik turen nu med god fart ad grusveje mod Kataneno. En tre timers tid senere kunne vi træde ned på det røde sand og nyde at vi nu var “in the bush” - herfra var det slut med at være turist og kigge på souvenirs, nu gjaldt det jagten og det kammeratlige samvær.

Og jagt det fik vi! Henover de fem dage oplevede vi lange trættende ture til fods gennem bushen, anstand ved vandhullerne, safari fra ladet på pickuppen og en enkelt hæsblæsende regulering af en Black Wildebeest tyr som i en kamp med en rival havde brækket begge bagben. Taylor endte dyrets lidelse under vejledning af Heiko højre hånd 21 årige Raymund og hans makker David som begge var professionelle jægere.

De to herrer, Raymund og David, sørgede for at vi alle tre havde nogle helt fantastiske jagt oplevelser. Specielt på Hartebeest som David var ekspert i hvilket resulterede i to præmie tyre og en solid selektions ko.

Denne hæsblæsende jagt gennem bushen i hælende på to top professionelle jægere, må siges at være det største jeg har oplevet som jæger. At min tyr slog Jonas’ og efter Raymunds bud står til guldmedalje - Spiller selvfølgelig også en rolle ;-)

Alt i alt nedlagde vi følgende på turen:

Jonas
Eland ko, selektion
Bleesbok, trofæ
Steenbok, trofæ
Hartebeest, trofæ
Oryx, trofæ

Taylor
Blue Wildebeest ko, selektion
Springbok, trofæ
Hartebeest ko, selektion
2x vortesvin, selektion

Søren
Blue Wildebeest ko, selektion
Hartebeest, trofæ
2x vortesvin, selektion

Forplejningen på Kataneno fejler intet og der er øl på køl, gin og tonic i barskabet samt vand i poolen.
Forvent dog ikke hotel tilstande og 5 retter ved alle måltid. Du er i bushen og maden kommer samme sted fra. Til gengæld er værterne meget opmærksomme på deres gæster og det vil altid tælle højest.

Jeg vil sige følgende til de jægere som kunne tænke sig en autentisk jagttur i Afrika - se at få booket en tur hos Heiko og Raymund på Kataneno.

Det vil du ikke fortryde !!

Beretning af
Søren Holm Hansen
Maskinmester
Bosiddende i Odense