Testjagt på nyt revir i Polen dec. 2024
Vi har fået et nyt råvildt revir i Polen ikke langt fra byen Góra. Reviret er i alt 7.000 ha stort og her er hovedsageligt råvildt + lidt vildsvin og kronvildt.
Dette havde jeg sammen med mine 3 drenge sat os for at teste, så der blev arrangeret et par dages hundyrsjagt mellem jul & nytår.
Bilen blev pakket og GPS’en sat syd på.
Reviret skuffede ikke. Der var rigtigt meget og stærke råvildt, pæne dyr fordelt i forskellige spring på markerne lige fra 3 dyr og til spring på ca. 20 dyr.
På første morgen pürsch talte jeg over 100 stk. råvildt. Men fordi der er meget råvildt, gør det ikke jagten nemmere, ofte stod de i spring ude på de åbne og enorme marker, som ofte var over 100 ha store.
Så det gav anledning til en masse gode og udfordrende pürsch med kryb og kravl, hvor det især ikke var let at gemme sig i 10 cm høj vinterbyg 😊
Det gav også de 3 unge mennesker en del udfordrende skud og på længere hold end de f.eks. er vant til under riffeljagt i Danmark.
5 outings gav dem i alt 32 stk. råvildt og 1 ræv.
Guiderne var selektive og meget påpasselige med ikke at få nedlagt nogle kastede bukke. Parolen var rålam før bukkelam og kun råer, hvis de så ud til at være ”gamle” og/eller ikke var pæne i vinterpelsen.
Vi så flere bukke med opsats i bast over ørerne. Det bliver spændende at se, hvad vores kunder får nedlagt af bukke på reviret her til foråret. Det er stadig ledigt, hvis det har din interesse…
Et dejligt råvildt revir, hvor jægere, der ynder at skyde på længere hold, også vil blive udfordret her og især på hundyrsjagterne.
Vi ser frem til at sende både bukkejægere og jægere til hundyrsjagterne her fremover til dette revir.