Når en 35 årig drøm går i opfyldelse Namibia

Når en 35 årig drøm går i opfyldelse Namibia okt. 2024

Jeg kan bare sige, at det har været skønt at arbejde med familien Holm. Vi startede ud med et rent stykke papir og lavede en plan herfra, det blev tilpasset så både ønsker om en familietur, hvor man oplever Namibia på alle planer og jagten også bliver implementeret, gik op i en højere enhed og før der blev sagt endelig go, var efter et møde med Heiko på vores Roadshow, der blev de sidste klodser sat på plads og flybilletterne blev udstedt.
Belønningen kom i kraft af denne fine beretning, tusind tak til familien Holm

"Namibia vi ses igen...

Når en 35 årig drøm går i opfyldelse
Torsdag morgen. Vi blev hentet i Windhoek lufthavn af vores guide Verner, han startede med at køre os til den lokale konservator for at vise os de mange muligheder for trofæ behandling. Vi besøgte også den slagter, Kataneno sælger det meste af deres kød til. Lige ved siden af var der en bager, hvor vi købte sandwich til køreturen. Hen på eftermiddagen kom vi til vores første overnatning: Mount Etjo Safari Lodge. Det er et skønt sted med 8.000 dyr, dejlige værelser og god mad. Vi slappede af resten af eftermiddagen og spiste rigtig god aftensmad. Om aftenen var vi ude at se løverne (som går i en indhegning på 3.000ha) blive fodret.
Fredag morgen var vi på et Game drive, hvor vi så nogle af de mange dyr bl.a. Elefanter, Kudu, Giraf, Næsehorn og mange flere. Efter Game drive kørte vi mod vores næste stop kystbyen Swakopmund. Lige i udkanten af byen tog vi en guidet tur i ørkenen på Atw, en fed tur i et fantastisk landskab. Herefter ind på vores hotel for at få et bad og så ned på havnen, hvor vi fik noget godt fisk at spise.
Lørdag morgen gik turen til Valvis Bay, en tur på en kystvej med ørkenen på den ene side og Atlanterhavet på den anden side. Her skulle vi ud at sejle, først i motorbåd, så kajak og så motorbåd hjem igen. På motorbåden fik vi besøg af en Pelikan og en Sæl, begge meget selskabelige og kælne. Da vi sejlede i kajakkerne, havde vi konstant selskab af legesyge sæler. Med fødderne på fast grund igen gik det mod Kataneno, vi landede sent på aftenen og blev budt velkommen af Heiko, der inviterede på Buschman fondue med Zebra. Denne service fra Heiko fortsatte alle dage, han deltog ved næsten alle måltider i det hyggelige jagthus, stod selv for stegningen af det altid lækre vildtkød og fortalte mange spændende ting om Namibia. Samtidig planlagde vi løbende, hvad der skulle ske de næste dage, en meget fin service af en mand med 18.000ha, 1.000 stk. kvæg og 31 ansatte.
Søndag morgen kl. 6 af sted på jagt, på alle jagter blev jeg fulgt af en lokal tracker/PH, utroligt som de kender deres område og kan finde vildtet. Hver tracker har deres områder, så efter hvor man jager, skifter man tracker. På denne første jagt så vi en masse vildt, men der var ingen skudchancer så en god blød start.
Om aftenen havde jeg min søn med på jagt, vi gik en lang pürch på et par timer igennem bushen, vi så bl.a. Oryx, Vortesvin og Wildebeest, jeg endte med at skyde en flot Zebra.
Mandag morgen kl. 6 afsted igen, denne gang med min kæreste. Vi kørte ca. 20 km til et sted, hvor der bl.a. skulle være Kudu. Igen så vi masser af vildt, men ingen Kudu, vi fandt dog en gammel Oryx, som jeg var heldig at skyde. På vejen hjem så vi en flok med fem Kudu tyre, som dog ikke var gamle nok til afskydning, men et fantastisk syn var det.
Om aftenen sad vi hele familien på hver sin havestol i en buskadset ved at vandhul, der kun kom fugle til vandhullet, så en hyggelig og stille familie aften det blev.
Tirsdag morgen kl. 6. vi kørte igen de 20 km og gik i to timer for at kikke efter Kudu, heller ingen kudu denne morgen.
Efter middagsmad sad vi hele familien i et tårn, min søn fik skudt sit første rigtige stykke vildt, et ”flot” vortesvin. Den fik en perfekt kugle på skulderen og gik ned i knaldet. Om aftenen var min datter og jeg et nyt sted, hvor der skulle være Impalaer. Impalaerne havde imidlertid en anden aftale denne aften, så det endte med vi kørte et andet sted hen, hvor jeg igen var heldig at skyde endnu en god Oryx.
Onsdag morgen kl. 6 afsted igen for at kikke efter Kudu, vi kørte og vi gik, men igen ingen Kudu og heller ikke ret meget andet denne morgen. På vej tilbage til bilen fik jeg skudt et gammelt magert vortesvin og så var alle glade. Imens jeg var på jagt, var resten af familien og vores guide Verner ude at se den nærmeste skole bare 80 km væk. Det var noget af en omgang for vores blonde børn, først var de på inspektørens kontor og derefter ind i alle klasselokaler for at blive vist frem. En stor oplevelse for begge parter. Om aftenen 40 min. i bil til et nyt sted, hvor der skulle være Kudu, vi sad i et tårn et sted, hvor dyrene kunne drikke, vi så Giraf, Oryx, vortesvin og stenbuk, men ingen Kudu.
Torsdag morgen kl. 6 kørte jeg med min kæreste og to guider 40 min. til stedet med kuduer.  Da vi kom dertil, stod der to store Kuduer lige ud til vejen, vi prøvede at gå på dem, men fik kun set skyggen af dem. Derefter gik vi rundt i bushen i små to timer, men ingen stor Kudu til mig.
Fredag morgen kl. 4, egentlig skulle jagten være slut og vi på vej på shopping, men Heiko havde fået den fantastiske ide, at hvis vi kørte hjemme fra tidligt, kunne vi lige nå noget bjergjagt tæt på Windhoek. Efter to timers kørsel var vi i det mest fantastiske terræn, en drøm at gå på jagt i. Hele familien sad på ladet af Landcruiseren med to guider bagved. Inden længe fik vi øje på en god Waterbuck og hans flok på en bjergside, guiden Johan og jeg gik op efter den, imens de andre holdt øje fra bunden af bjergsiden. Op ad bjerget, lidt ned på den anden side, lidt til venstre og pludselig så jeg, den stod på bjergsiden på den anden side af dalen. Et skud på ca. 180 m, igen var jeg glad for min Viperflex skydestok. Bukken fik en ok kugle og lagde sig et øjeblik efter. Imens vi havde jagtet Waterbukken, havde de andre set en kæmpe Kudu, som vi så gik efter, den var dog som sunket i jorden og efter to timers op og ned med bjergvandring, stod der en god Sprinkbuck med sin flok, den blev en smuk ende på familiens jagteventyr. Denne formiddag i bjergene var en fantastisk afslutning på en god ferie, hvis vi skal til Namibia igen, bliver bjergene helt sikkert en del af det.
Nu var det kun shopping og hjemtur der manglede.
Namibia vi ses igen, når jeg kommer efter min Kudu.

Relaterede rejser

Se alle vores rejser

9 dage total

5 jagtdage

DKK  17.900
pr. person

11 dage total

8 jagtdage

DKK  35.950
pr. person

10 dage total

6 jagtdage

DKK  24.850
pr. person