Vinder af jagt i Namibia på Roadshow

Vinder af jagt i Namibia på Roadshow 2024

Thomas besøgte os på vores Roadshow tilbage i februar måned. Han havde udfyldt en tilmeldingsblanket og havde ikke set, at han deltog i konkurrencer om vores mange præmier på Roadshowet ved at udfylde tilmeldingen. Så glæden var ekstra stor for Thomas, da heldet var med ham og han var den heldige vinder af hovedpræmien, som var ”Adventure Hunt” i Namibia.

Læs hans store beretning fra hans vindertur sammen med datteren.

"den største jagtmæssige og naturmæssige oplevelse..."

Thomas

Rejsen til Namibia er stadig en oplevelse, hvor jeg her 6-7 uger efter stadig dagligt tænker tilbage på den kæmpe oplevelse.

Jeg udfyldte tilmeldingsblanketten til Roadshowet, bemærkede jeg ikke, at jeg derved også deltog i en konkurrence. Havde jeg vidst det, ville jeg heller ikke tro på, at jeg ville vinde – har aldrig vundet noget som helst. Desuden har Afrika ikke været en destination, som jeg på noget tidspunkt har overvejet som jagtdestination, pga. at jeg har hørt så meget omtale, som slet ikke er mit personlige syn på jagt. Det umulige skete, jeg modtager en e-mail, at jeg har vundet og der gik ikke ret lang tid før tankerne begyndte at køre rundt.
Min datter på 10 år var med på roadshowet og skulle derfor også med og det skulle være, når muligheden for Kudu var bedst, det blev i slut april. Søren fra Gamekeeper & Buhls fik ændret jagten fra selektion til trofæ jagt og de inkluderede dyr blev ændret til et trofæ vortesvin.
Da vi ankom til Windhoek, hentede Heiko os i lufthavnen og turen gik kørte straks forbi en konservator (det rene salgstrick😊), hvor vi kunne se samtlige dyr, som man kan finde i Namibia. Om eftermiddagen var det indskydning af den lejede riffel og så ellers klar til næste morgen, hvor målet var en trofæ kudu, Oryx og det inkluderede vortesvin. En Kudu var det ultimative trofæ i Afrika for mig, men havde fået at vide fra en kammerat, at det var hårdt arbejde i Namibia.
På de 2 første jagter så vi ikke en eneste kudu, men sikke en natur, kæmpe vider, man ser dyr imellem det tætte bevoksning, men jeg bemærkede, at dyrene smuttede, når der kom biler i stedet for bare at kigge. Første dag så vi overhovedet ingen kuduer og der gav ingen muligheder for skud til Oryx eller vortesvin. Dag nr. 2 blev til nogle lange, meget svære og spændende pursch på Oryx, og til sidst lykkedes det os, at komme tæt nok til skud på en stor flok. Desværre var der så meget fokus, at vi overså en flok hartebeest til højre i buskene og så var purschen slut, alle dyr forsvandt på et splitsekund. Vi besluttede, at der ville ikke komme flere muligheder i dette område. Men på vej gående retur på en grus sti, ser vi pludselig en del af flokken gående under imellem de tætte træer. En del af flokken måtte være vendt rundt og løbet tilbage. Hurtigt fik hunteren skydestokken op, og jeg nåede lige præcist at få mulighed for skud på den sidste Oryx, før at de forsvandt, skuddet gik og den løb 15 meter.
Vi så hverken kudu køer, kalve eller tyrer på de første 3 jagter og Heiko sagde, at i og med at parringsæsonen ikke var forsinket, ville det tage mindst 3 dage, at få mulighed for en kudu i den rigtige alder og størrelse. På aftenjagten dag 2 så vi pludselig både Kudu tyrer og køer, men efter pursch på 3 tyrer måtte vi konstatere, at ingen af dem var store nok.
Om morgenen dag 3 var det som om, at fra den ene dag til den anden var parringssæsonen pludselig startet og vi så flere kuduer hold af 1 tyr og køer gå samlet. Der blev spottet og purshet på flere, men kom enten aldrig tæt nok på til at kunne se, om tyren var stor nok eller så var de for små. Om aften gik min drøm i opfyldelse, men igen helt uventet skulle der reageres på et splitsekund. Ganske hurtigt efter at vi var taget tidligt ud på aftenjagten den dag, fik vi øje på 3 tyrer langt ude, og så var det hurtigt afsted. Men på 200-300 meter må de enten have fået lugten af os eller set os, væk var de i hvert faldt. Vi beslutter os at gå retur til bilen imod bilen, efter have gået i ca. et kvarter stopper hunteren og trackeren op et øjeblik og taler om, hvor vi skal hen i stedet. Mens vi står der, træder der pludselig en kudu ko med sin kalv ud fra de tætte tjørnebuske og træer, står på ca. 200 meter og i første omgang ser og hører de os ikke. Min hunter sætter for en sikkerhedsskyld skydestokken op, jeg gør klar, hvis der skulle ske noget, men efter nogle minutter hvisker hunteren, at det er bare hundyr, lad os gå til bilen. Men i det øjeblik, at vi tager de første skridt, træder en tyr ud og så stiger blodtrykket med raketfart. Det er tydeligt, at hundyret og kalven har noteret sig vores bevægelser og set os, og jeg giver egentligt op og afventer, at de smutter. Samtidigt med at jeg giver op mentalt, står hunteren og vurderer tyren i kikkerten og pludselig hvisker han ”its big, if you want a Kudu, this is the one”. Inden jeg når at reagere, smutter koen og kalven, men tyren tøver et øjeblik, så jeg får chancen for at få sigte…  Pludselig begynder han at løbe langsomt, hunteren fløjter og så begår den sit livs største fejl, stopper og skuddet går. Den blev tydeligvis ramt hårdt, men løber. Der opstår nærmest lidt panik, ”we have to go fast” var ordene og så var det afsted løbende ind imellem tjørnebuskene. Vi ser koen og kalven forsvinder langt væk og at tyren bliver stående under et træ ude på 300-400 meter. Men man bliver nødt til at gå i slalom for at komme frem og da vi kommer ud i det åbne område, hvor vi så ham, er han pist væk og jeg fik det virkelig skidt over at have anskudt. Jeg tror, vi alle blev mere og mere overbevist om, at den må være løbet, mens vi for buskene ikke kunne se den. Trackeren kigger og kigger efter spor og pludselig til min kæmpe lettelse, peger han på nogle væltede træer. Dyret var ikke dødt, men ramt i den ene lunge og leveren og kunne ikke rejse sig. I meget forsigtige skridt bevægede vi os tæt nok på til, at jeg kunne afgive et dræbende skud imellem grene og højt græs. At få den kudu, det gav mig en lettelse, som jeg ikke har prøvet før og det var ligesom om, at nu kunne den her tur ikke give mig mere. Jeg havde fået mit drømmetrofæ, vurderet til close to XL, men hvor mange inches fik jeg faktisk ikke at vide, men der blev indikeret 53-54 inches, da vi kom hen til dyret.
Jeg fik mit vortesvin, men det krævede rigtig mange timer, og muligheden opstod først i nærmest mørke, og det krævede ikke mindre end 2 skud med 15 grams kugler i en kaliber 30-06 før, at den lagde sig og et tredje skud som aflivning.
Som altid vil jeg gerne takke Gamekeeper & Buhls for en fantastisk tur, Heiko og hele hans team for super service, mad og jagt. Namibia er nok den største jagtmæssige og naturmæssige oplevelse, som jeg har haft. Turen kom helt uventet, det er så anderledes natur og der er dyr og fugle, som man kun har set på tv eller i zoologisk have – fantastisk. Samtidigt har jeg lært, at tager man de rigtige steder hen, så er jagt i Afrika ikke i hegn og på ingen måde let, faktisk vil jeg sige, det nok er den sværeste jagt, jeg har prøvet. Det var 6 dage med 7-9 timers jagt dagligt, jeg fik udelukkende en ekstra skudchance på trofæ dyr og det var en black wildebeest, men den var ikke på min liste… resten opdagede os før vi kom tæt på.
Kæmpe kæmpe oplevelse, som uden tvivl skal prøves igen.
Thomas