Højlandshjorte i Skotland når det er bedst Sep. 2023
De 2 gode jagtkammerater Christian og Martin havde et stort ønske om at opleve jagten på de skotske højlandshjorte sammen.
Sammen fandt vi frem til vores fantastiske revir i Ross Shire og landet, reviret, folkene på godset m.m. skuffede heller ikke. 😊
Læs deres egen dejlige beretning fra det skotske højland her:
"Den mest vanvittige jagtoplevelse..."
Hej Henrik
10. sept. gik turen fra Kbh. til Edinburgh med Easyjet og derefter med bil til reviret Ross Shire. 1½ times forsinkelse med flyveren resulterede i en biltur, der skulle fuldføres i mørke på små veje og med en silende regn over os. De sidste 10 km af køreturen blev vi for alvor opmærksomme på, at vi var nået til Kronhjorte-territorium. Ikke mindre end 3 krondyr, hvoraf to var kronhjorte, fik vi spottet og var nær kørt ind i den enlige kronhind, vi så. Lidt ekstra opmærksomme efter den intense afslutning på køreturen, blev vi modtaget på godset af Head stalker Mathew, vores guide for ugen.
Efter at være blevet indlogeret på bedste vis i den hyggelige Stag Lodge, gik vi til ro. Næste dag stod den på prøveskydning af estate riflen samt en smuttur til Isle of Skye, hvor vi fik provianteret på Talisker destilleriet.
Tirsdag d. 12. sept. gik det endelig løs med jagt. Det var en utrolig smuk solskinsdag og vi fik lov til at lære, hvad opstigning til omkring 600 højdemeter vil sige. Det var fra toppen af bjerget, at der skulle pürsches ind på en rudel kronhjorte, som Mathew og hans trainee, Jack, havde spottet for os. Jack blev i dalen og holdt os orienterede om evt. bevægelser fra vores rudel. Efter at have nået toppen af bjerget, bevægede vi os hen imod de udsete kronhjorte. På vejen derhen støder vi en enlig kronhjort, som har ligget og slumret i ro og mag på toppen af bjerget. Det betød selvsagt ikke en skudchance, men den havde heldigvis ikke alarmeret sine artsfæller længere henne og nede ad bjergsiden. Da vi når frem til der, hvor vi mener, at rudlen befinder sig nede ad bjergsiden, sætter Mathew os af for en kort stund og går ned for at sikre sig, at rudlen stadig er der. Det er den og Mathew kalder derfor Christian til sig. Nu skal der sniges ned ad bjergsiden for at komme på skudafstand, i denne forbindelse 180 meters afstand og retning skråt nedad. Christian lægger sig til rette på Mathews anvisninger og gør sig klar til at afgive skud. Der bliver afgivet skud og resultatet er Christians første nedlagte kronhjort og den obligatoriske dåb med blodmaling i ansigtet eksekveres.
Onsdag d. 13. sept. er vejret lidt mere broget, lidt mere skotsk: Let vind og skiftevis skyet og regnfuldt. Denne dag får vi ekstra udfordringer med opstigning, da det udsete område byder på noget af en stejl stigning. Men vi klarer os fint til toppen og efter et par kig i sin kikkert får Mathew øje på en rudel kronhjorte, som står i horisonten på grænsen til naboreviret. Efter en kort strategisnak bevæger Martin og Mathew sig afsted i retning af, hvor kronhjortene blev spottet. Da Martin og Mathew når frem til, hvor de havde set kronhjortene, er de umiddelbart væk og der må yderligere pürsch til for at opsøge dem igen. Dette lykkedes dog efter, hvad der føltes som utrolig lang tid. Flokken af kronhjorte er lokaliseret og Mathew udpeger én i flokken til afskydning. Martin lægger an til og afgiver skud. Martins første kronhjort ligger forendt. Men hov, skuddet har ikke skræmt hele flokken væk og ikke langt fra skudstedet, står nu en rigtig fin kronhjort mere, som ikke helt har opfattet situationens alvor. Mathew indikerer med et blik til Martin, at det er ok at afgive endnu et skud og det øjeblik spilder Martin ikke. Martins kronhjort nummer to ligger, hvor den skal. Helt ubegribeligt at kunne tage hjem og fortælle de andre jagtkammerater, at man har fikset en kronhjortedublet. Martin lukker sin licens med to kronhjorte på én gang og selvfølgelig også dåben med blodmaling i ansigtet.
Torsdag d. 14. sept. starter temmelig tidligt ved, at vi vågner klokken lidt i to om natten til storm. Det blæser helt vanvittigt udenfor og udsigten til jagt er ret langt væk. Vi konstaterer dog, at det brag vi begge vågnede til, ikke var andet end en skraldespand, der var væltet udenfor og heldigvis ingen træer i lejebilen. Pyha og i seng igen. Kl. 09.00 ender det alligevel med, at turen går imod bjergene, men det BLÆSER en pelikan og er stadig noget usikkert i forhold til, hvad dagen vil bringe. Vi når til slut frem og Mathew får spottet en fin rudel kronhjorte. De står dog i en meget stejl kløft, så håbet er, at vi kan komme til skud enten på niveau med kronhjortene fra bjergsiden eller, at de flytter sig til et mere fladt område på bjerget. Turen op ad bjerget byder på masser af kraftig vind og vi bliver blæst omkuld ad flere omgange, så ja, det blæser! Det er Christians jagtdag og på vejen op, når Christian flere gange at tænke “det kommer ikke til at ske, det er ikke min dag i dag… godt der er en ekstra jagtdag i morgen”. På toppen af bjerget fortsætter vores vælten rundt og ved trainee Jacks hjælp kan vi konstatere, at kronhjortene har lagt sig, hvor de hele tiden har været i den stejle kløft. Mathew fører os i retning af kløften og da vi ankommer dertil, går Mathew ned i kløften for at se, om vi kan komme til skud. Mathew kommer retur og giver udtryk for, at det er vores mulighed for dagen. Christian bliver kaldt ned i kløften og kommer til at blive placeret cirka 100 m over en kronhjort i en vinkel af omkring 60 grader nedad. Det er heftigt og Christian tænker “det er bare løgn, skal jeg skyde hér?” Men ja, det er muligheden. Hjorten ligger længere nede og efter at have sat os til rette, må vi blot vente. Efter 10 minutter rejser kronhjorten sig endelig og Christian afgiver skud på bringen, kronhjorten kollapser og ligger forendt. En ubegribelig oplevelse og den mest vanvittige jagtoplevelse. Mathew fortæller, at han aldrig har skudt eller fået skudt kronhjorte i denne kløft, han døber kløften Death Hollow.
Vores hjortejagt i Skotland rundes af med en byge af Tennants dåseøl og lidt røverhistorier med Mathew og Jack samlet i den lille slyngelstue, som Mathew har bygget i forlængelse af estatets slagtehus.
Til alle jægere, der tænker på at vil afsted - gør det.
Du vil opleve fantastisk jagt og du vil få alle fire årstider på én dag.
Du kan stå i skjorteærmer det ene øjeblik og i næste nu have regn og hagl piskende ind i ansigtet.
Det er jagt, når det er mest udfordrende og når det er ALLERBEDST!!
Tak for denne gang til vores dygtige guider Mathew og Jack og tak til Skotland og Gamekeeper & Buhls Jagtrejser for utrolige oplevelser - it was grand!
V/Christian & Martin 😊
Har du lyst til sådan en rejse på højlands kronhjort i 2024 – så se tilbuddet her: https://www.gamekeeper.dk/rejser/jagt-paa-kronhjort-i-skotland-ross-shire/