Skovens konge

Når jeg ser billedet fornemmer jeg fortsat duften af brunsthjorte og kan mærke, hvordan nakkehårene rejser sig, når en hjort brøler tæt på. Men ikke mindst ser jeg igen og igen Deja-vuet af kæmpende og brølende hjorte i morgendisen.
Vi gik op i tårnet mens det stadig var mørkt, der var brøl fra flere gode hjorte, og efterhånden som morgenen gryede, blev de også synlige. Der var kronvildt over det hele, mindst 3 hjorte med hinder, og mange mindre randhjorte – hvis vi tæller alt med fra spidshjorte og op efter, så vi mindst tyve forskellige hjorte i løbet af den morgen.

Ham på billedet kom først ud på en mindre mark, der lå en 3 – 400 meter fra tårnet. Selv på den afstand så han imponerende ud, men i morgendisen kunne vi ikke rigtigt afgøre, om han var skudbar. Heldigvis ville hinderne ind på brakmarken og kom derfor ret tæt på, og med dem fulgte hjorten naturligvis også. Da afstanden nu varierede fra 50 til 100 meter kunne vi relativt hurtigt afgøre, at her var tale om en absolut god, men også en yngre hjort, en ulige 14 ender med en anslået gevirvægt på 6-7 kg. Den skulle ikke skydes nu, var vi begge enige om, men måske om et år eller to.
Nu havde jeg allerede et par dage forinden, skudt en rigtig god hjort fra samme tårn – den er forhåndsopmålt til bronze og med en givervægt på 6,7 kg. - så det var rimeligt nemt bare at nyde synet. Det var også nemt at takke nej til at skyde en af de 3 afskudshjorte, der lejlighedsvis passerede eller var nede og forsøge at snyde en hind elle to til at følge med. Det var alle gode hjorte med gevirvægt på omkring 5 kg.,

Nej, den vi ventede på gik blot 350 meter længere ude i brakken, en ældre hjort, det var den vi håbede ville komme tæt nok på. Når han brølede, lød det som om det kom helt nede fra "røvhullet" og blev trukket langsomt op gennem hele kroppen, "god hjort - godt brøl", som Jan (min guide) flere gange udtrykte det, på næsten rent tysk. Desværre kom den aldrig tæt nok på den morgen. Beslutningen blev derfor, at Henrik (min bror) skulle have chancen næste morgen, og den udnyttede han. Hjorten, en meget stæk 12 ender, er forhåndsopmålt til sølv og med en gevirvægt på 7,8 kg. Den var i sandhed værd at vente på, også selv om det blev min bror, der blev dens banemand.
Det var en helt fantastisk morgen, som jeg aldrig vil glemme, det var et helt unikt skuespil jeg den morgen var vidne til, og heldigvis kunne nyde i fulde drag de par timer det varede, inden hjorte og hinder fortrak til tættere terræn for at slappe lidt af.

Det var en helt fantastisk morgen, som jeg aldrig vil glemme, det var et helt unikt skuespil jeg den morgen var vidne til, og heldigvis kunne nyde i fulde drag de par timer det varede, inden hjorte og hinder fortrak til tættere terræn for at slappe lidt af.

Tom Nielsen